Projektledelse og installation
Hos WindowMaster er vi ikke blot producenter og forhandlere af produkter til naturlig, hybrid- og brandventilation. Vi påtager os også rollen som projektleder, ligesom vi står for installation og montering.
Projektledelse
På større opgaver leder WindowMaster projektet igennem hele byggefasen. Med mange års erfaring fra store byggeprojekter i ind- og udland er vores projektledere rustet til at samle trådene og sørge for en professionel byggeproces.
WindowMasters projektledere sikrer, at der lægges realistiske planer for projektets fremdrift og færdiggørelse, at delmål, deadlines og budgetter nås, at produkterne lever op til de specifikke behov og ønsker samt at kommunikationen glider smertefrit på tværs mellem projektdeltagerne.
Vi gennemfører desuden løbende videreudvikling af vores løsninger, efteruddannelse af projektlederne samt optimering efter idriftsættelse. Ligesom vi sikrer et stringent projektforløb ved hjælp af et velfungerende projektstyrings-/kvalitetsværktøj.
Montering og installation
WindowMaster varetager gerne montering af vores produkter – enten ved at benytte en af vores egne kompetente teknikere eller ved at entrere med en lokal, veluddannet installatør, som kan forestå montagen.
Med WindowMasters produkter tilbydes en bred vifte af valgmuligheder: for eksempel på parametre som motorhastighed, styrke, åbningsvidde, åbningstid og reaktionstid - alt afhængig af individuelle krav og ønsker. Vi assisterer med indstilling og foretager en komplet idriftsættelse. Når hele installationen er gennemgået, udleverer WindowMaster drifts- og vedligeholdelsesdokumentation.
Brugerundervisning og -information
For at få fuld udnyttelse af et anlæg til naturlig ventilation er det vigtigt, at bygningens brugere kender principperne for indeklimastyring samt er blevet introduceret til og oplært i systemet. For også med WindowMasters fuldautomatiske løsninger er der muligheder for, at brugerne kan styre systemet manuelt, når de ønsker det.
Vi kan bl.a. bidrage med:
• Information til brugere samt udarbejdelse af skriftligt introduktionsmateriale
• Instruktion og træning af de bygningsansvarlige i brug af det naturlige ventilationssystem
• Evt. genopfriskning i brugen af systemet efter en periode